Mark Eliyahu den karismatiske etno-elektroniske sensation

  • Teater Bremen, Kl. 19:30
  • Pris: 200 kr.

JCC præsenterer Mark Eliyahu, som vi allerede har kunnet opleve i filmen The Ballad for the Weeping Spring. Allerede dengang var vi fortryllet af hans mesterlige spil på kamanche og baglama – og nu har vi fornøjelsen at opleve ham i levende live!
Den israelske musiker stammer fra en velkendt musikerfamilie i Dagestan og lille Mark sugede musik til sig allerede fra sin far, den verdensberømte tar mester Piris Eliyahu.
Allerede som fireårig begyndte han at studere violin, som teenager rejste han til Grækenland for at lære baglama og græsk-tyrkisk musik, senere til Azerbaidjan for at studere kamanche og siden 1999 står han på scenen.
Han komponerer, arrangerer og spiller mizrahi musik og hans spil har betaget publikum både i Israel og verden over. Siden 2015 spiller han med sin gruppe Makam med arabiske, tyrkiske, indiske og azeri musikere .
Han har komponeret og spillet musik i flere film, til danse- og teaterforestillinger og er i dag en af ledende og mest indflydelsesrige musikere i israelsk verdensmusik. Han blev også udvalgt af EU til at repræsentere Israel i forskellige internationale musikprojekter.
Hans musik er baseret på ældgamle mellemøstlige, persiske og centralasiatiske klange, som er flettet sammen med europæiske harmonier. Derfor når hans musik ud til forskellige musiktraditioner over tid og sted, mens han bevarer mizrahi musikkens grundlæggende følelsesmæssige kvaliteter.
Mark Eliyahu - kamanche, baglama

Piris Eliyahu - tar

Rony Iwryn - slagtøj

Eldad Zitrin - klaver, keyboard

                                                                                                     
Billetpris 200 kr
Medlemmer af DJS og PP 150 kr

Teater Bremen