Image description
Traditionen tro slutter Benjamin Koppel den jødiske kulturfestival af med en helt særlig optræden.
Efter igennem flere år at have præsenteret nogle af sine fortolkninger af og inspirationer fra jødisk musik og kultur i forskellige unikke konstellationer i samarbejde med bla. de amerikanske toppianister Kenny Werner og Uri Caine, den amerikanske trompetist Frank London, sin far, organist og komponist Anders Koppel og med flere, har Benjamin i år valgt at videreudvikle på det musikalske venskab med den unge danske klezmer-gruppe Mames Babegenush.
Koncerten den 7. juni vil bestå af forskellige afdelinger:
Benjamin vil komponere et nyt værk til dette forrygende musikalske fællesskab, med inspiration fra den østrigsk-jødiske forfatter Stefan Zweigs fantastiske og evigt aktuelle "Verden af i går". Herudover vil Benjamin udfordre Mames Babegenush med nogle af sine øvrige kompositioner, ligesom at Mames vil forsøge at få Benjamin på musikalsk glatis med nogle af deres virtuose og imponerende arrangementer.
Og slutteligt vil de syv musikere få selskab af Benjamins søster, Marie Carmen Koppel, der med sin store og fantastiske stemme vil præsentere en lille musikalsk rejse igennem tre generationer af familien Koppels musik. Fra farfar Herman D. Koppel over far Anders Koppel og til bror Benjamins sange.
Og således er der lagt op til endnu en festlig, fantasifuld og overvældende musikalsk rejse som afslutning på den jødiske kulturfestival med Benjamin Koppel som musikalsk tovholder.
Med lige dele inspiration fra Verden af i går og energi fra nutiden, kort og godt et bud på musikken af imorgen.
Den Sorte Diamant