Efter at have vundet Oscar for den bedste udenlandske film for ”Counterfeiters”, spørger Stefan Ruzowitzky i sin film RADICAL EVIL fra 2014, hvorfor normale mennesker bliver massemordere. Hvorfor ender anstændige familiefædre med til dagligt at dræbe kvinder, børn og babyer? Gerningsmændene er medlemmer af de nazistiske dødskommandoer, der dræbte omkring 2 millioner jødiske civile med kugler i Østeuropa, ansigt til ansigt.
"Uhyrer eksisterer, men de er for få i antal for at være virkeligt farlige. Mere farlige er de almindelige mennesker." (Primo Levi)
Filmen er baseret på citater fra gerningsmændene og har interviews med psykiatere, historikere og folkedrabseksperter samt med Benjamin Ferencz, en af ​​hovedanklagerne i Nürnberg-processerne og stadig frisk og velartikuleret i en alder af 93 år. Filmens konklusion er meget dyster - en grund til at filmen har været så svært at sælge. Ruzowitzky mener, at der ikke var noget unikt over nazisterne - og at vi måske alle have gjort det samme i deres sted.

Hvorfor lavede Ruzowitzky Radical Evil? Direktøren fortæller i et interview, at han stødte på Christopher Brownings bog, Ordinary Men (1992), da han efterforskede The Counterfeiters. Bogen argumenterede for, at medlemmer af en nazistisk reservepolicebataljon begik krigsforbrydelser, ikke fordi de var vilde uhyrer, men på grund af gruppepres og et ønske om ikke at påtage sig ansvar. "Det fascinerede mig, og for mig som filmskaber og manusforfatter handler det altid om motivation og hvorfor gør folk det, de gør."

"Jeg ville elske at se mig selv som den ene fyr, der siger nej," reagerer direktøren, når intervieweren spørger, om han kunne se sig selv opføre sig som medlem i en nazistisk dødskommando. "Selvfølgelig kan vi ikke være sikre. At enes med de andre er virkelig en del af vores psyke. Vi er sociale væsener. I århundreder og i tusindvis af år har vi lært at tilpasse os vores egen gruppe ... derfor er det meget svært at identificere disse øjeblikke i dit liv, når du for en gangs skyld ikke skal gå med gruppen, men gør noget anderledes, lyt til din egen tro og moral. "
Direktøren blev født i slutningen af ​​1961. Som student i 1970'erne følte han som så mange af hans generation i Østrig og Tyskland, at "en person i tresserne var mistænkelig" mht. deres adfærd under krigen. Ruzowitzkys forældre havde været børn i slutningen af ​​krigen, men hans morfar var en ivrig tilhænger af nazismen. Hans farfar søgte også om medlemskab i nazipartiet. Direktøren mener, at det ikke ville have været muligt at lave Radical Evil for 30 år siden, da gerningsmændene stadig levede. "Nu er denne generation væk. De er døde - døde eller dementerede. Nu er der en ny generation til stede, og vi har en chance for at håndtere disse forbrydelser på en anden måde."

Filmen er med engelske undertekster

Paneldiskussion efter filmen med deltagelse af

Filosof Thomas Brudholm fra Københavns Universitet
Journalist Peter Wivel, Politikens Berlin korrespondent 
Moritz Schramm, lektor i kulturvidenskab
Psykolog Johannes Lang

Tilmelding til arrangementet på jewishculture@gmail.com

Se paneldeltagernes oplæg:

Filosof Thomas Brudholm, KU

”Ph.d i Filosofi og har været lektor på Københavns Universitet (Minoritetsstudier) siden 2009. Før det var han, i 10 år, ansat på afdelingen for Holocaust og Folkedrabsstudier på Dansk Institut for Internationale Studier. Brudholm har udgivet adskillige artikler og bøger om implikationerne af Holocaust og folkedrab, bl.a. Resentment’s Virtue (2008). Bogen er en kritik af promoveringen af tilgivelse efter folkedrab og en analyse af den etik, der kan ligge bag visse overlevende ofres modstand mod tilskyndelser til at tilgive, glemme eller se fremad. For tiden fokuserer han på hadets filosofi i sammenhæng med brugen af begrebet i dag (i relation til hadforbrydelser, hadefulde ytringer og folkedrab). I april 2018 udkommer bogen Emotions and Mass Atrocity som Brudholm har redigeret sammen med Johannes Lang.” 

Journalist Peter Wivel, Berlin korrespondent – Politiken

”Mit faglige og principielle udgangspunkt som journalist, flittig Hannah Arendt-læser og fortrolig med litteraturen om Holocaust og Eichmann, er, at sandheden er konkret. Jeg bor i Berlin og berøres af emnet stort set hver dag. Jeg har det ikke godt med filmiske fremstillinger af holocaust, for den sags skyld heller ikke fiktion om emnet. Kendsgerningerne er så overvældende, at det er dem, vi skal fortolke og forholde os til. Konstruktioner er ikke på højde med de krav, virkeligheden stiller.  …….                                                                                                                         Jeg tager Hannah Arendts udsagn om det ondes banalitet alvorligt, især som en opfordring til, at vi må, skal og kan tage et selvstændigt ansvar for det, vi gør. Det er også en diskussion værd.”

Moritz Schramm, lektor i kulturvidenskab, SDU

For mig at se er der to dagsordener på spil, der delvis overlapper hinanden, men ikke er identiske: 

1)      den først handler om at minde ofrene fra Holocaust og om at placere det historiske ansvar for forbrydelserne. Denne dimension er for mig at se del i en omfattende kamp om erindringen, som har præget Vesttyskland siden ca. 1960erne: det handler om at bryde den udbredte tavshedskultur og de fortrængninger, som har domineret Vesttyskland i årtier og som fortsat kan spores i dag (Peter skrev om dem ud fra sine erfaringer i Berlin, sørgeligt at høre at vi ikke er kommet længere, men nok reelt!). I denne sammenhæng kan kunst i alle sine former bidrage til at bryde tavsheden og åbne for den nødvendige erindring – samtidig at det kunstneriske udtryk nødvendigvis må være ganske forsigtigt og rammende for at yde ofrene retfærdighed (og ikke udstille dem etc.)

2)      for det andet ligger der også en anden dagsorden, som filmen The Radical Evil for mig at se sporer ind på, nemlig på spørgsmålet: hvordan var det muligt? Og kan det ske igen? Dette andet spørgsmål overlapper selvfølgelig med punkt 1, men er ikke det samme. Det handler i denne sammenhæng ikke primært om at placere den historiske ansvar, men snarere om at åbne for de generelle spørgsmål om vores nutidige/fremtidige potentialer for at begå tilsvarende forbrydelserne (nej, ikke de samme forbrydelser, de er singulære!). Det handler altså, kort sagt, om: hvad kan vi lære af historien? Den efterhånden omfattende gerningsmandsforskning handler for mig at se stort set om det: Browning, Welzer, Wildt, Herbert mv., fokuserer alle på den ene eller anden måde på hvordan ”ganske almindelige mennesker” er i stand til at gennemføre den slags forbrydelser. Jeg er enig med Peter i at ideologien (antisemitismen!) spiller en afgørende vigtigt rolle her, men historien viser vist at der også kan være andre, tilsvarende narrativer på spil, der ligeledes handler om et mindretal der angiveligt truer flertallet, der derfor angiveligt skal beskytte sig mod den etc. På den måde handler det ikke kun om at minde historien, men også om at spørge hvilke generelle mekanismer ligger til grund for folkedrab. Og for mig at se er det her, filmen fosøger at sætte ind: hvad er mekanismerne, der skal være opfyldte? Hvordan forklarer vi de historiske begivenheder og hvad kan vi lære af dem? Osv.

Jeg skal ikke fortie at der for mig også er en personlig dimension på spil, siden min egen bedstefar var en af hovedaktørerne bag massemordene i NS-tiden, og jeg hele tiden hænger fast i det – for mig at se – vigtige spørgsmål om hvorfor og hvordan han kunne gøre det – og hvad vi kan lære af det. Men, som sagt: jeg er bare ordstyrer J. Og jeg fornemmer der er mange vigtige emner og perspektiver på spil, som jeg glæder mig til at høre mere om og diskutere med jer.