billeder

KLEZMERKONGEN TILBAGE I KØBENHAVN

 

Jødisk Nytårskoncert 25. oktober 2009 i Københavns Synagoge
Arrangører: Jewish Culture in Copenhagen

Det er igen muligt at høre den legendariske klarinettist Giora Feidman, der for 13 år siden opførte en uforglemmelig koncert i Gladsaxe Bio. Publikum havde en ”once in a lifetime” klezmeroplevelse, og Feidman formåede at skabe en helt unik kontakt til publikum.

Feidman er nok den mest alsidige klarinettist i verden. Hans repertoire omfatter traditionel klezmer, sefardisk og orientalsk musik, tango, jazz og klassisk musik. Blandt hans produktion af mere end 40 cd-er findes der cd-er med musik af Dave Tarras, Gershwin, Piazzolla, Mozart og Schubert.

Feidmann mestrer at skabe blide toner blandet med legende drilleri, glæde, sorg og korte, fandenivoldske udbrud, som går op i en højere enhed med publikums sang og dans. Koncertrummet forvandles til et klezmerparadis, og stemningen når magiske højder.

For Feidman er klezmer universal musik, som er uafhængig af kultur, religion og etnicitet. For ham er det ikke afgørende, hvem der spiller, eller hvad man spiller. Det væsentlige er, hvordan man spiller. Han opfatter sin musikalske udtryksform som en menneskestemme, der taler til vores hjerte og dybeste følelser. Klezmer forsoner og forener hele verden som en slags musikalsk tikkun olam (udbedre verden).

Feidman er født i Buenos Aires, Argentina i en jødisk familie fra Bessarabien i Rumænien. Hans familie har spillet klezmermusik i fire generationer. Han voksede op med jødisk kultur og traditioner iblandet argentinsk tangokultur. Efter studier på musikkonservatoriet i Buenos Aires blev han medlem af symfoniorkestret på det kendte Teatro Colon. I 1955 flyttede han til Israel og begyndte sin næsten tyveårige karriere som soloklarinettist i Israeli Philharmonic Orchestra under ledelse af mange kendte dirigenter, deriblandt Zubin Mehta. I begyndelsen af 1970-erne forlod han orkestret og har siden beriget klezmergenren med sine arrangementer og nærvær.

Giora Feidman er den fornemste ambassadør for klezmermusikken. Hans fascination for genren startede lang tid før andre musikere fik smag for at genoptage klezmerkulturen. Feidman har været en stor inspiration for mange jødiske og ikke-jødiske klezmermusikere.

Feidman er kendt over hele verden, har modtaget adskillige musikpriser, komponeret musik til mange teaterproduktioner og spillet soloklarinet på det Grammy- og Oscarbelønnede soundtrack til filmen Schindlers Liste. Yderligere har han spillet sammen med mange kendte orkestre, blandt andet Berliner Filharmonikerne, München Filharmonikerne, Polsk Kammerorkester og Kronos-Kvartetten.

Giora Feidman giver koncert den 25. oktober 2009 kl. 19:30 i anledning af det jødiske nytår, Rosh HaShanah, i Københavns Synagoge. Feidman og trio medbringer tillige en speciel gæst, den verdenskendte percussionist Murat Coskun, modtageren af den tyske SWE World Music Prize og ZFM-Prize.

Vores smukke synagoge i Krystalgade danner på foranledning af Jewish Culture in Copenhagen endnu en gang ramme om en fantastisk og uforglemmelig klezmeraften.

Billetter kan købes på www.billetnet.dk , Politiken Plus og på billet@jewishculture.dk
Pris 225 kr.

Se også:
www.giorafeidman-online.com,
http://www.youtube.com/watch?v=96-ZrfqIRjg,
http://www.youtube.com/watch?v=U_VJ_xNawWU