FILM & WHISKY PRÆSENTERER MAHLER AUF DER COUCH
Denne vinter lancerer Jewish Culture in Copenhagen en række unikke filmaftener i Det Jødiske Hus.
Tirsdag d. 13. december kl. 19 viser vi filmen Mahler auf der Couch (Mahler on the Couch, 2010), der aldrig har været vist i danske biografer. Centralt i filmen er komponist og dirigent Gustav Mahlers mindeværdige møde med psykoanalysens foregangsmand Sigmund Freud. Grib chancen for at se dette drama, der omhandler mødet mellem to af 1900-tallets mest navnkundige mænd. På lydsiden kan du høre Mahlers egne kompositioner.
Gustav Mahler (1860-1911) er en af 1900-tallets største komponister. Stilistisk befinder han sig i overgangen fra senromantikken til modernismen. Filmen Mahler auf der Couch skildrer på rørende vis Mahlers møde med Freud i sommeren 1910 – til tonerne af Mahlers egne senromantiske kompositioner. Den forsmåede Mahler opsøger i stor fortvivlelse Freud, da han opdager, at hans smukke unge kone Alma har en affære med arkitekten Walter Gropius. Filmen byder både på dampende hede kærlighedsscener, melodramatiske optrin og Mahlers tragikomiske besøg på Freuds sofa. Gå ikke glip af dette følelsesladede drama, hvor du kan følge i fodsporene på den plagede og jaloux østrigsk-jødiske komponist. Filmen, der bygger på autentiske begivenheder, er instrueret af Percy Adlon, der også stod bag komedien Bagdad Cafe, i samarbejde med sønnen Felix. Filmen vises med engelske undertekster.
Selv har Sigmund Freud sagt om mødet med Mahler: ”Jeg har analyseret Mahler en hel eftermiddag. Det var, som om man gravede på den samme dybe skakt gennem et gådefuldt bygningsværk.”
Se klip fra filmen her:
http://www.traileraddict.com/trailer/mahler-on-the-couch/trailer
FILM, WHISKY OG CHOKOLADE
I disse mørke vintermåneder viser Jewish Culture in Copenhagen hver måned sjove, skøre og tankevækkende film, der giver plads til morskab og stof til eftertanke. Efter filmen byder vi på whisky, lækker chokolade og friskbrygget kaffe. Prisen for dette arrangement er 50 kroner – et tilbud, du ikke finder andre steder i byen. Tag gerne en ven eller to under armen.
Tid: Tirsdag d. 13. december kl. 19.
Sted: Det Jødiske Hus, Krystalgade 12, 1172 København K
Pris: 50 kr. Tilmelding ikke nødvendig.
Glæd dig også til næste Film & Whisky-arrangement d. 12. januar 2012.
Hvis du ønsker mere information om JCC's aktiviteter, kan du følge med på hjemmesiden
www.jewishculture.dk